Thomsen, Beyer, Landsperg og Panton

Min families historie

Familien Thomsen

Familien Thomsen kan vi følge helt tilbage til Peder Thomassen, der er født ca. 1713 sandsynligvis i Østbirk Sogn. Han får i sit første ægteskab bl.a. sønnen Peder Thomassen, der bliver født i Sattrup i Østbirk sogn.

I sit andet ægteskab med Anna Sørensdatter får han bl.a. sønnen Niels Thomassen. Familien lever i området omkring Østbirk igennem en del generationer og ernærer sig som bønder, Gaardmænd, Huusmænd og tjenestekarle.

Først med Niels Thomassens søn, Marius Thomsen sker der en flytning til Sjælland. Marius rejser til Brønshøj, så vidt vi kan se det for at tjene på Frederiksgården. Ifølge hans skudsmålsbog kan man se at han er tilgået Uttersløv politistation den 3. maj 1895.

Marius bliver soldat den 10. april 1894 og udtræder af 3' Artilleri Batteri den 3. oktober 1896. Ifølge hans soldaterbog fremgår det at han er 69 tommer høj, svær af vækst, har lyst hår og blå øjne. Ganske som hans efterkommere, der alle får lyst hår og blå øjne og som de fleste er af "svær vækst og har højden med sig.

Marius Thomsen bliver gift i 1910 gift med Hermine Frantzen, der er barn af Titi Elise Beyer og derfor har sin gang på Frederiksgården, hvor Marius bliver ansat som gårdbestyrer.. De overtager på et tidspunkt Café Godthåb, der ligger på Godthåbsvej 211. I dag finder man Café Godthåb på adressen Godthåbsvej 53 på Frederiksberg.

Billede af Cafeen taget den 5. Juni 1920.
Marius Thomsen står yderst til venstre med Hermine ved sin side.

De får kun ét barn, Niels Thomsen, den 15. August 1916. Niels bliver døbt den 24. september 1916, en af fadderne er Titi Elise Beyer. Niels ernærer sig som chauffør i mange år, senere som skraldemand. Han får 2 børn med Dagmar Korndal, Kjeld og Ester, men bliver aldrig gift med Dagmar.

Ester flytter som ung pige til Tyskland, hvor hun får arbejde i en række tøjbutikker. Kjeld bliver Telegrafist af 2nden grad i hæren. Efter tiden som soldat, arbejder han som chauffør hos Rud. Madsen på Amager. Han tager certifikat som telegrafist af 1ste grad og får job hos Grønlands Tekniske Organisation (GTO) som telegrafist i Grønland. Han flytter med hele sin familie til Frederikshåb i 1961, hvor han bliver indtil 1967. Han har mange jobs i tiden på Grønland. Ved siden af sit arbejde som telegrafist arbejder han som retssekretær, redaktør af Pujorsiut, et lokalt blad, der udgives af en række lokale folk, og redaktør på Svikmik en grønlandsk pendant til Svikmøllen i Danmark. I sommeren 1966 flytter han tilbage til Danmark, og får senere job som telegrafist hos Rederiet Lauritzen. Jobbet indebærer bl.a. ture til Sydpolen med franske ekspedtionsmedlemmer. Kjeld dør ung, allerede som 42-årig dør han af en blodprop og efterlader sig 3 børn og hustruen, Jytte Østoft.

På kvindesiden nedstammer Hermine Alvilde Valida Frantzen fra Beyer familien. Som datter af Titi Elise Beyer stammer hun fra Peder Georg Grove Beyer, der blev født den 30 Juli 1805. Peder Georg Grove Beyer var søn af Andreas Frederik Beyer. Den første af en hel række A. F. Beyer’e der foreløbigt omfatter syv i en lige linie. Beyer familien omfatter også Fredrik Bajer, der i 1908 fik Nobels fredspris sammen med Klas Pontus Arnoldson fra Sverige.


Kontakt

Webmaster-meddelelse

Jeg forsøger at få alle oplysninger om mine forfædre fastholdt på min slægtsside. Hvis du har oplysninger eller billeder vil jeg blive taknemmelig for at få en kontakt